Redegørelse
PROJEKTBESKRIVELSE
Afgangsprojektet tager afsæt i en transformation af det funktionstømte tyske kystbatteri M.A.A 509 fra 2. Verdenskrig.
Batteriet er beliggende i Bunken Klitplantage i det nordligste Danmark, blot 10 km syd for Skagen. Her er batteriet placeret i et naturskønt område bestående af skov, hede, søer og sandmilen Råbjerg Mile.
De gemte, og nogle gange glemte batterier som Batteri Bunken Skov, besidder et stort potentiale for igen, at blive indskrevet i en ikke bare lokal men også national eller international kontekst, blot med et positivt fortegn denne gang.
Projektet arbejder derfor helt konkret med at transformere det forladte batteri til et landskabshotel med fokus på den omgivende natur, stedets historie og lokal gastronomi.
Afgangsprojekt arbejder ud fra to overordnede problemstillinger. Den ene er på et strategisk plan, hvor projektet efterlyser en stillingtagen til krigens bygningsmæssige fodspor.
Den tyske besættelse af Danmark har efterladt en stor mængde fysiske spor i det danske landskab i form af næsten uforgængelige bygningskroppe.
Disse anlæg er et vigtigt vidnesbyrd om en turbulent og ikke så fjern fortid.
Trods vigtigheden er størstedelen af disse anlæg blot efterladt til naturens erosion, dermed svinder de fysiske erindringer om, hvad krigen var, og hvad krig er.
Den anden problemstilling, som projektet beskæftiger sig med, er en efterspørgsel på unikke overnatningsmuligheder. Problemstillingen er en konsekvens af en national og international tendens blandt turister, hvor turisterne i stigende grad søger de unikke oplevelser.
Projektet ser en klar mulighed for helt konkret at sammenstille disse to problemstillinger med det formål for øje, at de kan ophæve hinanden, eller i hvert fald give en indikation på, hvordan der kan tages hånd om disse problemstillinger.
Bunkerne bidrager væsentligt til oplevelsen af de åbne strande, men også de bagvedliggende klitlandskaber. Her skaber de en tiltrængt kant til det ellers endeløse, nærmest fløjlsbløde landskab og de historiske erindringer.
Derfor kan det vække en undren, når der ikke gøres et forsøg på at understøtte og bevare disse kvaliteter, men det i stedet er deres berettigelse i landskabet, som diskuteres.
Projektet arbejder i kraft af dette med at skabe en berettigelse for disse batterier, ikke blot som historiske elementer, der skal være et vidnesbyrd om krigen, men i lige så høj grad skabe en berettigelse, som bygger på en udvikling af den lokale kontekst. Formålet med afgangsprojektet er derfor, at Batteri Bunken Skov skal indskrive sig i den lokale udvikling af turismen.
Ikke i form af et stort hotel, som vil være på bekostning af naturen og landskabet, men snarere som et lille sted, der bygger på områdets kvaliteter og historie, og som derved vil have årsag til at værne om og beskytte disse kvaliteter.
krigens fodspor
Gennem analyse af krigens bygningsmæssige fodspor og hotelkulturens udvikling, undersøger projektet hvordan arkitekturen kan facilitere en turisme, som vil forstærke stedets identitet og historie.
Strategi
Med reference til batteriets oprindelige struktur, bestående af reversible og permanente konstruktioner, arbejder projektet med transformation af eksisterende bunkere samt tilføjelser af nye reversible og permanente konstruktioner.
Arkitekturen har til formål at indskrive sig i og samtidig formidle stedets historie.
Med en tese om, at det er de oprindelige forhold, som er bedst til denne formidling, er det derfor vigtigt, at det nye program ikke slører de oprindelige forhold.
Derfor gør projektet blot brug af fire af de 12 eksisterende bunkere. De fire bunkere er alle placeret i den bagerste del af batteriet. Den forreste del vil derfor være uforstyrret, og dermed stå tilbage som et vidnesbyrd om krigen.
Derudover placeres der en central hovedbygning, som optager det nye program på nær hotelværelserne, som henholdsvis er placeret i nye decentrale hytter og i tre af de eksisterende bunkere.