Med tiden er forstædskirkegårdene blevet en del af vores urbane helhed. Selvom de rent fysisk er en del af denne helhed, så står de som fremmed rum i vores byer, og med en manglende kobling til de omkringliggende samfund. De er som grønne øer i et urbant hav. Mens det urbane hav har braget afsted, bliver det tydeligt, at kirkegårdene følger et andet tidsforhold. Der ligger stærke traditioner og følelser i kirkegårdene, og det er derfor naturligt at de ikke følger nutidens tidsbillede. Kirkegårdene rummer en hvis form for ærbødighed for os som beskuer. De er rumliggørelsen af helt eksistentielle spørgsmål, og de er konfrontationen med det uundgåelige; døden.
Med kirkegårdenes mure er de faste defineret rum. Muren er både en styrke og en svaghed igennem dens arkitektoniske greb, da den både er inkluderende og ekskluderende. Den markerer et særligt rum, men lukker samtidig om sig selv. Selvom de er særlige rum i byerne, så er de samtidig billedet og rumliggørelsen af vores møde med døden. Steder til eksistentielle spørgsmål i bybilledet er få, og derfor bliver betydningen af kirkegårdene kun vigtigere.
Der er flere grunde til at døden for mange står som et tabu. Selvom begrebet død ofte er at finde i vores daglige gang, igennem foreksempel tv, litteratur og lyrik, så må vi spørge os selv, hvordan denne tilsyneladende nye tilgang til døden rent rumligt kommer til udtryk i vores byer.
Mange kirkegårde står i en brydningstid, for hvor folkekirken har formået at forny sig selv og sin relevans i samfundet, så står flere kirkegårde stadig tilbage i en svunden tid, de fremstår stadig mere lukket, og utidssvarende i forhold til hvordan kirken og samfundet er.
Projektets primære mål er at udfolde forståelsen af vores begravelseskultur, for at få en forståelse af hvad det er for nogle elementer, der har gjort, at kirkegårdene står i den situation, som de gør i dag. Der arbejdes derefter med disse begreber i Viborg by, for at se hvordan kirkegården igen kan blive relevant i vores samfund.
Grundlæggende har analyserne peget på 4 overordnet paradokser:
• Hvordan kan kirkegårdene blive en integreret del af byerne, uden at gå på kompromis med deres særlige betydning?
• Hvordan åbner vi åbner for de mange, og samtidig giver ro til fordybelse?
• Hvordan skabes der en enkelthed og helhed, og samtidig give plads til samfundets mangfoldighed og diversitet?
• Hvordan aftabuiseres døden uden at miste højtidligheden?