GRADUATION SUMMER 2020
I døden er vi alle lige – en iscenesættelse af de levendes og dødes park
Studio 1A: Urban Design / Landscape Architecture
+45 3024 0748
soren.oe.andersen@outlook.com
Redegørelse
Dette projekt forsøger at udforske, og sætte spørgsmålstegn ved kirkegårdene og deres nuværende rolle i vores samfund, for derved at kunne genindskrive dem på ny i vores samfund.
Vores forhold til døden er i konstant udvikling, og deraf også vores måde at behandle og iscenesætte døden. Projektet ønsker at afsøge mulighederne for at skabe nye traditioner, relationer og ritualer for vores kirkegårde. Intentionen med projektet er at skabe et rum på urbant plan, der i sin helhed og genkendelighed ikke fornægter eller glemmer sin fortid.
Døden vil altid være en del af livets gang, og derfor er kirkegården vigtigt og naturligt som rumligt element i byerne. Jo flere der fravælger kirkegårdens enkle programmering, og tilvælger andre former for borgerlige begravelser, dets mindre relevant bliver kirkegårdene set ud fra deres enkle formål; at være en begravelsesplads for den døde, og en mindeplads for efterkommerne. Disse kirkegårde kan komme til at repræsentere et tomrum på et urbant plan. Det er vigtigt, at kirkegårdenes rum ikke bliver normaliseret, ej heller at de bliver udbudt til højest bydende, for med kirkegårdene står vi med en unik mulighed for både at skabe et rekreativt rum – men også et eksistentielt rum; et sted til eftertanke i mylderet.
Med tiden er forstædskirkegårdene blevet en del af vores urbane helhed. Selvom de rent fysisk er en del af denne helhed, så står de som fremmed rum i vores byer, og med en manglende kobling til de omkringliggende samfund. De er som grønne øer i et urbant hav. Mens det urbane hav har braget afsted, bliver det tydeligt, at kirkegårdene følger et andet tidsforhold. Der ligger stærke traditioner og følelser i kirkegårdene, og det er derfor naturligt at de ikke følger nutidens tidsbillede. Kirkegårdene rummer en hvis form for ærbødighed for os som beskuer. De er rumliggørelsen af helt eksistentielle spørgsmål, og de er konfrontationen med det uundgåelige; døden.
Med kirkegårdenes mure er de faste defineret rum. Muren er både en styrke og en svaghed igennem dens arkitektoniske greb, da den både er inkluderende og ekskluderende. Den markerer et særligt rum, men lukker samtidig om sig selv. Selvom de er særlige rum i byerne, så er de samtidig billedet og rumliggørelsen af vores møde med døden. Steder til eksistentielle spørgsmål i bybilledet er få, og derfor bliver betydningen af kirkegårdene kun vigtigere.
Der er flere grunde til at døden for mange står som et tabu. Selvom begrebet død ofte er at finde i vores daglige gang, igennem foreksempel tv, litteratur og lyrik, så må vi spørge os selv, hvordan denne tilsyneladende nye tilgang til døden rent rumligt kommer til udtryk i vores byer.
Mange kirkegårde står i en brydningstid, for hvor folkekirken har formået at forny sig selv og sin relevans i samfundet, så står flere kirkegårde stadig tilbage i en svunden tid, de fremstår stadig mere lukket, og utidssvarende i forhold til hvordan kirken og samfundet er.
Projektets primære mål er at udfolde forståelsen af vores begravelseskultur, for at få en forståelse af hvad det er for nogle elementer, der har gjort, at kirkegårdene står i den situation, som de gør i dag. Der arbejdes derefter med disse begreber i Viborg by, for at se hvordan kirkegården igen kan blive relevant i vores samfund.
Grundlæggende har analyserne peget på 4 overordnet paradokser:
• Hvordan kan kirkegårdene blive en integreret del af byerne, uden at gå på kompromis med deres særlige betydning?
• Hvordan åbner vi åbner for de mange, og samtidig giver ro til fordybelse?
• Hvordan skabes der en enkelthed og helhed, og samtidig give plads til samfundets mangfoldighed og diversitet?
• Hvordan aftabuiseres døden uden at miste højtidligheden?
Der ligger en vigtig betydning i kirkegårdens mur, dens ramme. Det er her kirkegården møder sin by eller byen møder sin kirkegård, og derfor er rammen vigtig når kirkegården skal indskrives i sin kontekst.
Tidligere indgange og alleer er blevet fjernet for at gøre plads til nye, hvilket har resulteret i en uforankret kirkegård. Derfor flyttes indgangene på øst- og sydsiden for at forankre kirkegården, og sikre en kontinuerlig retning. Ved etableringen af klare retninger for kirkegården, skabes grobund for et hverdagsflow igennem kirkegården, der sikrer at kirkegårdens rum ikke fremstår som fremmed elementer, og på den måde være med til at nedbryde tabuet.
Omkring kapellet skabes et cirkulært parkrum med kapellet i fokus. Det er her forankringerne til byens samles og fastholdes. Lunden er en del af kirkegårdens nye fortælling, hvor nye lag forstærker andre. Det er det fælles parkrum, hvor vi kan få ro og fordybelse, men det er også her vi bliver konfronteret med døden, for vi er tæt på kapellet, og derved menneskers møde med døden. Lunden er området der binder kirkegårdens utallige af interne stiforløb sammen, og fordeler dem ud igen på ny. Parkrummet beplantes med træer, der med sin løse opstilling, agerer kontrast til kapellets skarpe geometriske former.
Krydset i planen fra 1808 indskrives i rammen. I takt med udbyggelse af byen, er den eksisterende tværgående akse ikke længere med til at lede folk fra et punkt til et andet. Derfor etableres den nye akse, der ligger i forlængelse af den nye indgang i syd. Denne skaber igen berettigelse for akserne, og er med til at lede besøgende igennem kirkegårdens forløb.
Krydset er med til at cementere kirkegårdens retning fra nord til syd.
Benedicte Oredson Krone 
